Hvordan kunne du gøre det ??

Af Jim Willis 2001

*Som hvalp* underholdt jeg dig med mine narrestreger og fik dig til at
le. Du kaldte mig dit barn, og på trods af en del gennemtyggede sko og
et par ødelagte pyntepuder blev jeg din bedste ven. Når jeg havde været
“uartig” sagde du til mig med løftet pegefinger “hvordan kunne du gøre
det?”, men så lod du dig formilde og kløede mig på maven.

Det tog lidt længere tid end forventet for mig at blive renlig, fordi du
havde frygtelig travlt, men vi arbejdede sammen på sagen. Jeg husker de
nætter i sengen, hvor jeg trykkede næsen ind mod dig og lyttede til dine
betroelser og inderste tanker, og jeg var overbevist om, at livet ikke
kunne blive bedre. Vi gik lange ture og løb i parken, kørte i bil og
holdt ind for at spise is (jeg fik kun vaflen, fordi “is er dårligt for
hunde,” sagde du), og jeg tog lange lure i solen, mens jeg ventede på,
at du skulle komme hjem sidst på dagen.

*Lidt efter lidt* begyndte du at bruge mere tid på dit arbejde og din
karriere, og mere tid på at lede efter en menneskeven. Jeg ventede
tålmodigt på dig, trøste dig i kærestesorg og skuffelser, skældte dig
aldrig ud for dårlig dømmekraft, tumlede mig af glæde, når du kom hjem,
og da du blev forelsket.

Hun, som nu er din hustru, er ikke et “hundemenneske” - alligevel bød
jeg hende velkommen i vores hjem, prøvede at vise hende hengivenhed og
lystrede hende. Jeg var lykkelig, fordi du var lykkelig.

*Så kom menneskebabyerne*, og jeg delte din begejstring. Jeg var opslugt
af de små lyserøde væsener og deres lugt, og jeg ville så gerne også
tage mig af dem. Men hun og du var bange for, at jeg kunne komme til at
gøre dem noget, og jeg tilbragte størstedelen af tiden forvist til et
andet værelse eller et hundebur. Åh, hvor jeg dog længtes efter at elske
dem, men jeg blev hurtigt en “kærlighedsslave”.

Efterhånden som de voksede op, blev jeg deres ven. De klyngede sig fast
til min pels og trak sig op på vaklende ben, de stak fingrene i mine
øjne, undersøgte mine ører og kyssede mig på næsen. Jeg elskede alt ved
dem og deres kærtegn - for dine kærtegn var nu så sjældne - og jeg ville
have forsvaret dem med mit liv om nødvendigt. Jeg plejede at lise mig
ind i deres seng og lytte til deres bekymringer og inderste tanker, og
sammen ventede vi på lyden af din bil i indkørslen.

*Der havde været en tid*, hvor du - hvis nogen spurgte dig om du havde
hund - tog et billede af mig ud af din pung og fortalte dem historier om
mig. Gennem de senere år har du blot svaret “ja” og skiftet emne. Jeg er
gået fra at være “din hund” til “bare en hund”, og du brød dig ikke om
at have udgifter i forbindelse med mig.

*Nu har du fået et jobtilbud* i en anden by, og du og din familie
flytter til en lejlighed, hvor der ikke er husdyrtilladelse. Du har
truffet den rigtige beslutning for din “familie”, men der var en tid,
hvor jeg var det eneste familie, du havde. Jeg var begejstret over
køreturen, indtil vi ankom til internatet. Det lugtede af hunde og
katte, af frygt og af håbløshed. Du udfyldte papirerne og sagde “Jeg
ved, du vil finde et godt hjem til hende”. De trak på skulderen og
kiggede pinligt berørt på dig. De kendte virkeligheden for en
midaldrende hund, selv en med “papirer”. Du var nødt til at vriste din
søns fingre fri fra mit halsbånd, mens han skreg “Nej, far! du må ikke
lade dem tage min hund!” Og jeg blev bekymret for ham og for, hvad du
netop havde lært om venskab og loyalitet, om kærlighed og ansvar og om
respekt for alt levende. Du klappede mig på hovedet til farvel, undgik
mine øjne og afslog høfligt at tage mit halsbånd og line med. Du havde
en deadline, du skulle nå, og det har jeg også nu. Da du var gået, sagde
de to rare damer, at du sikkert havde kendt til din forestående flytning
måneder i forvejen, men ikke havde gjort noget forsøg på at finde et
andet godt hjem til mig. De rystede på hovedet og sagde “Hvordan kunne
du gøre det?”

De er så opmærksomme over for os *her på internatet*, som deres travle
hverdag tillader.

De fodrer os selvfølgelig, men jeg har mistet appetitten for flere dage
siden.

I begyndelsen, når nogen gik forbi min løbegård, sprang jeg hen til
forsiden i håbet om, at det var dig - at du havde skiftet mening - at
det hele bare var en ond drøm . . . eller jeg håbede, at det i det
mindste ville være nogen, som brød sig om mig, en eller anden, som ville
redde mig. Da jeg indså, at jeg ikke kunne konkurrere med glade
hundehvalpe, der - uvidende om deres egen skæbne - boltrede sig for at
få opmærksomhed, trak jeg mig tilbage til et fjernt hjørne og ventede.

*Jeg hørte hendes fodtrin*, da hun kom efter mig sidst på dagen, og jeg
traskede efter hende hen ad gangen til et andet rum. Et velsignet stille
rum. Hun satte mig på et bord og nulrede mine ører og sagde, at jeg ikke
skulle være bange. Mit hjerte bankede i forventning om det, der skulle
ske, men der var også en følelse af lettelse. Kærlighedsslavens dage var
talte. Som det er min natur, var jeg mere bekymret for hende. Den byrde,
hun bærer, vejer tungt på hende, og det ved jeg på samme måde, som jeg
altid vidste, hvordan du havde det. Forsigtigt lagde hun en årepresse om
mit forben, mens en tåre løb ned ad hendes kind. Jeg slikkede hende på
hånden på samme måde, som jeg plejede at trøste dig for så mange år
siden. Professionelt stak hun nålen ind i min åre. Da jeg mærkede
stikket og den kølige væske løbe gennem min krop, lagde jeg mig søvnigt
ned, kiggede hende ind i hendes venlige øjne og mumlede “Hvordan kunne
du gøre det?” Måske forstod hun mit hundesprog, for hun sagde
“Undskyld”. Hun krammede mig og forklarede hastigt, at det var hendes
job at sørge for, at jeg kom et bedre sted hen, hvor jeg ikke ville
blive tilsidesat eller mishandlet eller forladt eller ville skulle klare
mig selv - et sted med kærlighed og lys så meget anderledes end dette
jordiske sted. Og med en sidste kraftanstrengelse forsøgte jeg med et
haledunk at udtrykke, at mit “Hvor kunne du gøre det?” ikke var møntet
på hende. Det var dig, min elskede herre, jeg tænkte på. Jeg vil tænke
på dig og vente på dig for evigt. Må alle i dit liv altid vise dig så
stor loyalitet.

*SLUT*

/Note fra forfatteren...
hvis “Hvor kunne du gøre det?” gav dit tårer i øjnene, da du læste den,
som den gav mig, da jeg skrev den, er det fordi den udgør den fælles
historie for millioner af tidligere ejede kæledyr, som hvert år dør i
Amerikanske og Canadiske internater. Enhver er velkommen til at udbrede
artiklen til ikke-kommercielle formål, når bare den er behørigt forsynet
med copyright-noten. Brug den til uddannelsesformål, på jeres
hjemmeside, i nyhedsbreve, på dyreinternaters og dyrlægekonsultationers
opslagstavler. Fortæl offentligheden at beslutningen om at bringe et
kæledyr ind i familien er en vigtig beslutning for livet, at dyr
fortjener vores kærlighed og fornuftige omsorg, at det at finde et andet
passende hjem for dit dyr er dit ansvar, og at enhver lokal
dyreorganisation kan tilbyde råd og vejledning, og at alt liv er
værdifuldt. Gør dit til at standse aflivninger og støt alle
sterililsationskampagner for at forhindre uønskede dyr.